Forleden talte lederen i Lyngby sogns menighedsbørnehave med børnene om alvorlige emner. En af pigerne udbrød: "Når DU er død, så kommer jeg til din begravelse, og jeg tager blomster med!" En anden af pigerne tog ordet: "Ja, når du er død, så kommer jeg også til din begravelse, og jeg tager blomster med!" Og så vendte hun sig til den første pige og sagde betydningsfuldt: "OG chokolade!"

Der går en lige linje af åbenhed, nærhed og varme mellem mennesker i foreningens lange historie.

I 1920 lå en pædagog i græsset og kiggede op på de lette sommerskyer sammen med en flok børn. Og lille Sonja sagde: "Se de små englebørn omkring solen" Og lidt senere "Hvornår kommer vi op til Gud i himlen?" Pædagogen svarede: "Jeg ved det ikke - vi skal jo dø først." Og Sonja tog hende i hånden og sagde: "Jamen så kommer vi derop - og DU skal med."

Den historie har vi fra kommunelæge Richard Kjer-Petersen, stifter af Menighedernes Daginstitutioner.

Gennem Anne og Bertha Wullf, 2 af pædagoguddannelsens pionerer, havde Kjer-Petersen hørt om den Fröbelske børnehave. Til forskel fra de gamle asyler var der her tale om et formuleret pædagogisk indhold, en lille børnegruppe og fagprofessionelle "børnehavelærerinder".

Barnets rettigheder
Særlig Fröbels tanker om betydningen af barnets kontakt med naturen, vakte kommunelægens interesse. Forholdene i datidens slumkvarterer var sundhedsfarlige og fuldstændigt uegnede for børn.

Kjer-Petersens udgangspunkt var, at vi har ansvar for hinanden:
"Lad nu blot ikke den, der bor langt fra København, tro, at storbyens elendighed ligger uden for hans interesseområde, fordi afstanden er så stor, og fordi der i hans sogn måske ikke er fattige, men føde, lys, luft og stjerner nok til alle. Den sociale uretfærdighed kommer dog hver dag ind ad døren til ham, hvor fredeligt han end bor, og hvor trygt hans børn end leger på deres moders skød".

Naturoplevelser, leg og bevægelse
I en glødende kronik "Barnelivets favre dage" slog han til lyd for, at alle børn havde lige rettigheder, herunder ret til at "plukke violer på gærdet og lege med stjerner om natten". Et synspunkt der nu ligger fint i tråd med de pædagogiske læreplaners mål om at forebygge social eksklusion og vægt på at barnet skal have naturoplevelser.

En uddannet børnehavelærerinde ,Gerda Tillisch reagerede på kronikken og tilbød i september 1915 at lege de Fröbelske sanglege med baggårdsbørnene i Absalonsgade. Hun må have været dygtig, for det blev et tilløbsstykke. Snart fik man behov for at rykke indendørs, og Kjer-Petersen gik til Elias kirken og bad dem finansiere foretagendet. Den første menighedsbørnehave så dagens lys i Absalonsgade.

Anerkendende relationer
I dag som dengang må vi erkende, at vi ikke kan vende ryggen til hinanden og at verdens problemer også er vores problemer. Verden er blevet lille. Ikke kun et spørgsmål om land og by. Vi ved, at vi selv må gøre en forskel, hvis problemerne skal løses.

En stor del af løsningen ligger i en god barndom. En barndom, hvor barnet bliver set og hørt, lærer og leger. En barndom med latter og anerkendelse.

Foreningen hviler på et kristent grundlag. Nu som i starten, hvor det blev understreget, at også jødiske børn var velkomne, så religionerne kunne leve i gensidig forståelse, opfatter vi det kristne grundlag som en forpligtigelse til at møde medmennesket ansigt til ansigt og finde fælles løsninger.