Selveje er at tage ansvar. I en selvejende
institution bestemmer brugerne selv.
At være selvejende institution betyder, at man er herre i eget
hus. Man bestemmer selv hvordan de økonomiske rammer skal udfyldes,
hvem man vil ansætte og hvilket værdigrundlag, man vil bygge
institutionen på. Selveje er dermed den driftsform der sikrer, at
mest mulig indflydelse og ansvar er uddelegeret til institutionen
og dens brugere.
En selvejende daginstitution er - i modsætning til en kommunal
daginstitution - drevet af en bestyrelse, der typisk består af et
flertal af forældre til børn i institutionen samt repræsentanter
fra en forening eller institutionens "frivillige bagland". Det
kunne være et boligselskab, et menighedsråd eller en fond. Ofte er
det dette "frivillige bagland", der har skabt de fysiske rammer for
den selvejende institution ved at yde økonomisk støtte til
bygninger mv.
Det er denne bestyrelse, der driver institutionen. Det vil sige
ansætter personalet i samråd med den pædagogiske leder, udstikker
de overordnede pædagogiske retningslinjer og træffer de økonomiske
beslutninger. Personalet er altså ikke ansat af kommunen men af
bestyrelsen, der som sådan derfor er arbejdsgiver. Alle
beslutninger som bestyrelsen træffer, skal naturligvis ligge inden
for de overordnede rammer, kommunen har opstillet.
Således får den selvejende institution det samme budget som en
kommunal institution og skal overholde de samme
personalenormeringer. Men i den selvejende institution er det
bestyrelsen, der prioriterer, hvor mange penge, der skal bruges til
for eksempel udflugter, økologisk mad, ugentligt besøg af en
musikpædagog eller renovering af legepladsen. Kommunen har dog
stadig tilsynspligt med den selvejende institution.
En selvejende institution er med andre ord en selvstændig
juridisk enhed, der er økonomisk og juridisk ansvarlig i forhold
til de dispositioner, den foretager. Dog kan en selvejende
institution - modsat en privat institution - ikke trække et
eventuelt driftsoverskud ud af institutionen. Der er altså
tale om non-profit-institutioner, der ene og alene har til
formål at skabe de bedste rammer for de børn, der har deres daglige
gang i institutionen. Bestyrelsen i en selvejende institution
arbejder gratis.
Forældrebetalingen i en selvejende institution er fastsat af
kommunen - der også står for opkrævning og pladsanvisning - og er
den samme som i kommunens egne institutioner.
Den selvejende institution er knyttet til kommunen via en såkaldt
driftsoverenskomst, som er den aftale, der regulerer den selvejende
institutions eksistens. Både institution og kommune kan opsige
driftsoverenskomsten, hvorved institutionen enten lukker eller
overgår til kommunal drift.
For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at der findes
flere modeller for selvejende daginstitutioner afhængig af, hvor
stor indflydelse hhv. forældrene og baglandet har. Ovenstående er
altså en forenklet forklaring, der blot i hovedtræk ridser
principperne op.
Fakta om selveje
- Hver fjerde daginstitution i Danmark er en selvejende
institution.
- Over halvdelen af landets kvindekrisecentre, tilbud til socialt
udsatte som narkomaner og hjemløse er drevet som selvejende
institutioner
- Mange plejehjem og botilbud er drevet som selvejende
institutioner.