Vi arbejder løbende med at udvikle og øge kvaliteten i vores service til Jer. I det forgangne år har vi i løn, regnskab, personale, it og pædagogik i MDI haft fokus på mange opgaver. Vi har arbejdet med konsolidering af eFaktureringssystemet ’Ibistic’, og implementering og kvalitetsudvikling af økonomistyringsredskabet. I den forbindelse er det med glæde, at vi kan meddele, at det nu blevet muligt for de af Jer, der anvender projektsegmentet, at I kan se konteringerne på samme måde, som i redskabet generelt – fx i forhold til netværkets fælles økonomi, de forskellige afdelinger i den enkelte institution, legatkonti m.v.

Vi arbejder også med de ønsker, der er kommet fra Jer i løbet af året i forhold til økonomistyringsredskabet, og takker for de gode input. Det er vigtigt for os, at redskabet udvikles efter Jeres behov og ønsker. Fra det kommende år, vil det derfor også være muligt at se forbruget for det sidste år, så I kan sammenligne løbende. 

Vi har haft afholdt flere 'løn-taste-bar' arrangementer med små oplæg om forskellige lønforhold, fx i forhold til løntilskudsordninger, tastning af ferie m.v. og hvor der har været mulighed for at få hjælp til at få tastet lønforhold, man er i tvivl om. Det vil vi gerne fortsætte med i 2012.

For de af Jer, der har deltaget i undervisningen i netværksuddannelse i MDI regi, har der været lagt en del vægt på HR dimensionen. Det ser ud til at have haft virkning, idet der har været meget brug af den personalejuridiske bistand i MDI. Dette understøttes af at de længe ventede HR dokumenter kom på vores hjemmeside under »dokumentkiosken«. 

Vi arbejder løbende med udviklingen af hjemmesiden www.mdi.dk. Hjemmesiden skal være platformen for alle institutionerne for de fleste funktioner i det daglige. Der skal være én indgang til alt, en samling af ressourcer og værktøjer.  Hvor I kun skal logge ind én gang for at få mulighed for at anvende de enkelte redskaber som Ibistic, Perspektiv TID og MIT perspektiv m.v. Flere har allerede direkte adgang til Ibistic gennem hjemmesiden. Har du endnu ikke det, så kontakt IT konsulent Heine Bøgsted (hb@mdi.dk).

I starten af 2012 vil hjemmesiden i relation til MDI's Finanslovsprojekt blive udviklet til at kunne håndtere nemmere data-udvekslinger med kommunerne, og understøtte kvalitetsmålinger som værktøj for institutionen og netværket.

Institutions- og netværkshjemmesider har også været et udviklingspunkt i 2011, hvor vi indførte et nyt system, der trådte istedet for det gamle. Vores hjememsideskabelon udvikles løbende med nye funktioner og muligheder.

Vores pædagogiske funktion har i væsentlig grad i år understøttet netværksuddannelsen samt gennemført forskellige processer i forhold til fx samarbejde om fusioner, personale- og pædagogiske udviklingsprocesser m.v.

Vi påtænker i 2012 at udsende et elektronisk nyhedsbrev kvartalsvis med information og fx huske regler fra løn og regnskab.

Vores udvikling internt i MDI med at forbedre produkter og service for Jer, sker via processer om bl.a. udarbejdelse og drøftelse af mål, arbejdsgangsprocesser, tværfagligt samarbejde, intern undervisning m.v.

En del af processerne sker i form af et løbende æstetik projekt (som er nævnt i sidste temanummer fra august måned). I æstetikprojektet drøfter vi værdier for samarbejde, udvikling af service, involvering  og potentialer for udvikling m.v. Alt sammen ud fra vores overordnede værdier og mål om at skabe den bedste sammenhæng mellem organisationens opgaveløsning og en god arbejdsplads for de mennesker, der udgør organisationen.