Fra krig til partnerskabelse mellem MDI, 120 selvejende daginstitutioner og de 3 kommuner København, Århus og Svendborg

Da jeg startede i MDI som generalsekretær for efterhånden 7 år siden, blev det hurtigt en stor bekymring for mig, hvor trængt vores selvejende daginstitutionsmiljø var. Tallene var skræmmende. Hvert år døde mellem 50 og 100 selvejende daginstitutioner. I 2011 var der ca. 900 selvejende daginstitutioner tilbage. Miljøet var gået fra for 20 år siden at have 50% af et marked til i dag at være reduceret til 21%. I årene har jeg haft mange dialoger med ministre, politikere, embedsmænd, andre paraplyorganisationer, fagbevægelse og daginstitutioner om disse udfordringer. Dialoger der dog mest af alt har haft karakter af, at selvejeverdenen er en del af en krigszone, og at det er svært at gøre noget ved udviklingen, når det kom til stykket. Tit har jeg syntes, det har været ret fustrerende. For selvom det for enkelte selvejende daginstitutioner har kunne se isoleret godt ud, blev det mere og mere klart, at fik vi ikke vendt denne udvikling, ville vores selvejeverden ikke findes om 10 år.

Jeg kom til at sidde som forhandler for de selvejende daginstitutioner i den store rammeundersøgelse for selvejende daginstitutioner, og hovedkonklusionen her i foråret 2011 fra Rambøll, der lavede undersøgelsen var klar: Området for de selvejende daginstitutioner er præget af et højt konfliktniveau mellem dem og kommunerne, og udviklingen er alarmerende. Rambøll pegede på en række scenarier for selvejemiljøets fremtid. Det de spåede flest overlevelseschancer var, hvis selvejeverdenen og kommunerne kunne finde hinanden i et partnerskab.
Derfor er jeg også både glad og stolt over, det er et sådan projekt, MDI og de 3 kommuner har begyndt en rejse sammen i, og som med finanslovsbevillingen fra 2010 nu er blevet til et egentlig 3-årigt projekt i perioden 2011-2013. Et fælles udviklingsprojekt mellem MDI, 120 selvejende daginstitutioner og de 3 kommuner. Som vi ikke helt ved hvor ender, men hvor vores tilgang er, at vi hjælpes ad med at prøve at udvikle en ny vej for det selvejende daginstitutionsmiljø. Allerede nu kan vi i vores hverdag med institutioner, og kommuner og andre aktører helt konkret mærke, at vi faktisk alle sammen tager denne opgave rigtig alvorligt. Selvom det er et stort arbejde med mange udfordringer, og fortsat vil være det de kommende år, er det også utrolig opmuntrende at være en del af dette.

Der er nu lavet 16 netværk blandt de 120 selvejende daginstitutioner og mange ledere, bestyrelser og ansatte har været på uddannelse, brugt og bruger rigtig meget tid på at omstille sig til at arbejde og organisere sig anerledes. Sådan at de også fremadrettet kan være attraktive samarbejdspartnere for kommunerne. Kommunerne har omvendt vist og viser et flot engagement omkring vores tiltag og hjulpet med mangt og meget.

Lige om lidt er alle institutionerne for første gang i gang med at lave en række omfattende kvalitetsmålinger indenfor økonomi, HR, interessenter, faglighed/værdier og civilsamfund. Kvalitetsmålinger vi vil bruge til at reflektere strategisk indad i vores netværk og institutioner. Opad til vores kommuner. Som en temperaturmåling på tingenes tilstand. Et værktøj der åbner for en dialog og gøre synligt, hvad vi er og står for som selvejemiljø, og hvad vi vil arbejde med, når vi mødes i bestyrelserne, i ledergrupperne i netværkene og med kommunerne.

Indtil nu har vores selvejeverden som udgangspunkt alene haft driftoverenskomsten som styringsteknologi mellem sig selv og kommunerne. Men vi må erkende, at den er for begrænset til at kunne regulere den kompleksitet, som kommunerne er stillet overfor i disse år at skulle håndtere. I MDI synes vi, det er vigtigt, at vi ikke kun sidder og venter på, at kommunerne kommer til os med deres udfordringer. Vil vi et partnerskab med dem, må det være en del af vores værdisæt, at vi også kommer til dem. At vi prøver at forstå deres udfordringer, før vi nødvendigvis selv kræver først at blive forstået. Hvor vi gør deres sprog til vores, samtidig med at vi også vil kommunikere vores eget.

Det er i en erkendelse af dette, at vi i MDI understøttet af vores finanslovsprojekt arbejder målrettet med at sætte nye bæredygtige forpligtende netværk men også understøtter dem med uddannelse, konsulentbistand og nu som det sidste også kvalitetsmålingerne. I 3 år frem til 2014 vil vi derfor være i en særlig dialog med hinanden internt i netværkene men også i forhold til de 3 kommuner og andre aktører fra ministeriet, fagbevægelsen, CBS, evalueringsinstituttet, Dansk Erhverv, andre NGO'er, børne- og kulturchefforeningen, socialchefforeningen m.fl. som har lovet at ville følge vores projekt i vores Advisory Board og sparre med os. Fordi vi alle sammen finder, der er noget rigtig værdifuldt i vores selvejekoncept, som er værd at bevare. Derfor udvikler vi det. Derfor sætter vi disse mange nye tiltag. Så vi kan bevare og forny vores selvejeverden.