Firenze - et historisk tilbageblik

Men Firenze var også præget af krige, borgerlige oprør samt pesten, som omkring 1350 halverede byens befolkning.
Pest og uroligheder skabte mange forældreløse børn. Der etableredes børnehjem på klostrene, men Firenzeborgerne besluttede desuden, at der skulle sørges for disse børn på en måde, så de efter ophold på børnehjemmet kunne træde ud i samfundet, på lige fod med andre børn.

Det er muligvis grundpillen, der her blev lagt til det det pædagogiske arbejde, som i dag har gjort den italienske pædagogik til en inspirationskilde i det pædagogiske arbejde med børn i hele verden.

Det var her, mødrene gennem en luge anonymt kunne aflevere deres spædbarn, hvis de ikke havde mulighed for at tage sig af barnet. Moren bandt en halv mønt om barnets hals og beholdt selv den anden halvdel, i håb om at hun en dag kunne få råd og mulighed for at tage sig af sit barn. Ofte var disse mødre også ammekoner for de små børn, og derved kunne hun komme ind i børnehjemmet og amme sit eget barn.

Børnene fik et godt liv på børnehjemmet, og der blev sørget for dem. Drengene fik en uddannelse og pigerne fik en medgift, når de skulle giftes. Børnene havde en lille dukke påsyet deres dragter, så man kunne se, hvor børnene hørte til.
 
Lidt om en progressiv kvinde, der brændte for det gode barneliv
Et tidsmæssigt perspektiv fra Firenze sidst i 1300tallet til nu, hører et kig ind i Maria Montessoris indflydelse på det pædagogiske arbejde i Italien. En indflydelse, der tydeligt ses i den pædagogik, der udøves i Firenze, og som vi i Danmark oplever som kilde til inspiration.

Maria Montessori (1870-1952) var den første italienske kvinde, der uddannede sig til læge. Derudover læste Montessori også psykologi. Hun var en kvinde, som brød datidens etablerede normer og forventninger til kvinder, og skabte et nyt pædagogisk tiltag med et udvidet barneperspektiv og nye krav til de voksne.
Gennem sit arbejde med udviklingshæmmede børn bemærkede hun, hvorledes omgivelsernes indflydelse, det stimulerende miljø og de gode materialer gjorde en forskel for børnene i deres udvikling.

Maria Montessori oprettede i 1907 det første børnehjem »Casa dei bambini« i et af Roms slumkvarterer. Det var enestående af sin art, fordi huset var indrettet på børnenes præmisser, med møbler, hylder og knager i børnehøjde. Dermed kunne børnene gøres selvhjulpne og ligeledes være med til at holde orden.
Maria Montessori betragtede børnenes handlinger som arbejde og mente, at børn tørstede efter viden og arbejde - ikke leg. 
Intelligens og motorik blev anset som gensidigt afhængige og som grundlaget for udvikling af børnenes koncentration og intelligens.

De voksne omkring børnene skulle i følge Montessori være tydelige i, »hvordan vi gør her, når vi sætter aktiviteter i gang og hvordan vi gør, når aktiviteten afsluttes«. Dermed blev orden bragt ind i børnenes hverdag som et betydningsfuldt element.

Ligeledes skulle der være fokus på, hvordan man udfører ganske almindelige hverdagsting - f.eks. hvordan ting gøres i en bestemt orden/rækkefølge. Som voksen har man ikke altid opmærksomhed på hverdagens metode, fordi det forekommer logisk. Men for barnet, der arbejder med at opbygge den logik, der for den voksne er implicit, er det vigtigt, at tingene foregår i den rigtige rækkefølge.

Maria Montessori lagde vægt på, at pædagogen skulle have sparring, ikke blot skal vide noget om børn og pædagogik.  Tanker, der foregik i pædagogens indre, skulle deles med andre, og pædagogen skulle have hjælp til at »opdage de fejl, der skjulte sig for ham«. Som Maria Montessori sagde, »..Det skulle han fortsætte med kontinuerligt for at kunne gøre sit arbejde bedre«.

Her ligger måske grundstenen til at pædagogerne i Firenze hele tiden er i et kontinuerligt videreuddannelsesforløb.

Videreudvikling af barnesynet
Den store fortælling om verden bliver anfægtet i løbet af 1970erne. Piaget og andre teoretikere bliver sat til diskussion, såvel som opfattelsen af objektivitet.  Pædagogikken skiftede fra at være rettet mod individet til at være rettet mod konteksten og fællesskabet.

Den pædagogiske forskning i Italien rettede således i 70'erne fokus fra individet til fokus på konteksten og fællesskabet. Det er omgivelserne, der skal tilrettelægges, så de møder barnet bedst muligt. 
I forbindelse med en reform af distriktspsykiatrien, kom der fokus på inklusion. Alle børn med et handicap, børn med særlige rettigheder, skulle have en plads i de kommunale daginstitutioner.

Et blik mod Loris Malaguzzi (1921-1994), børnehavepædagog og næsten uddannet psykolog
Børnehavernes historie begyndte med, at nogle indbyggere i udkanten af byen tog initiativ til at bygge deres egen børnehave, blot en uge efter 2. verdenskrig og den italienske borgerkrigs afslutning i 1945. De så det som en del af opbygningen af et nyt demokratisk samfund efter de mange år med fascisme. Dertil kom, at den katolske kirke i Italien havde haft monopol på opdragelse af de små børn, og først i 1960'erne kom en lov, som gjorde det muligt for andre organisationer at drive børnehaver.

Fra 1945 til 1960 skød der syv forældredrevne børnehaver op i Reggio Emilia med støtte fra bl.a. den venstreorienterede kvindebevægelse UDI (Unione Donne Italiane, dvs. den italienske kvindeorganisation).

Italieneren Loris Malaguzzi (1921-1994), børnehavepædagog og næsten uddannet psykolog, hørte om disse børnehaver, som han fra starten gik ind og støttede. I 1963 blev den første kommunale børnehave i Reggio Emilia åbnet, og nogle år efter overtog byen de små børnehaver, som blev opbygget efter krigens afslutning. Malaguzzi fik opgaven at lede og videreudvikle den kommunale børnehavedrift, hvilket han med kraft og engagement fortsatte med frem til sin pensionering i 1987. Han fungerede derefter som konsulent for børnehaverne frem til sin død i 1994.

Loris Malaguzzi var ildsjælen og den store inspirator for de kommunale børnehaver i Reggio Emilia. Han anlagde et meget bredt perspektiv på pædagogikken. I lighed med mange andre betydningsfulde reformpædagoger som f.eks. John Dewey, Celestin Freinet og Paulo Freire så han pædagogikken som en del af et demokratiprojekt, som en livsholdning. Et grundlæggende træk i Reggio Emilias filosofi er, at man ser børnehaven som et offentligt rum. Et rum hvor man fører en offentlig samtale og en dialog med andre. Man har ladet sig inspirere af tanker og ideer fra mange forskellige videnskaber (f.eks. biologi, matematik, kvantefysik og hjerneforskning), og man har også medtaget indtryk fra nye strømninger indenfor kunst, design og teknik. Denne åbenhed og stræben mod at være i dialog med omverdenen gennemsyrer det hele - børnehaveorganisationen, børnehavernes udformning af det ydre og indre miljø, forældresamarbejdet, pædagogikken samt dokumentationsarbejdet i den enkelte børnehave.

Med inspiration fra bl.a. hjerneforskningen begyndte Loris Malaguzzi og hans medarbejdere at tale om «Dannelsen af det rige og kompetente barn». «Alle børn har medfødte egenskaber og et potentiale af enestående rigdom, kraft og kreativitet, som ikke må underkendes eller svigtes, og skulle det ske, er der risiko for varig lidelse og forarmelse» skrev Loris Malaguzzi i 1993 i noget han kaldte «Et papir for tre rettigheder». I det pædagogiske arbejde i børnehaverne bestemte man sig derfor for at fokusere på og tage afsæt i det enkelte barns intelligenser og muligheder.

På samme måde blev der i1970erne udstukket en kurs omkring pædagogikken i Firenze, som der siden kontinuerligt nu hele tiden bygget ovenpå det, der var. Der er lagt vægt på en videnopsamling, som kan videregives og udvikles på i form af praksis og via en kontinuerlig videreuddannelse.

Det særlige kendetegn for menneskesynet
 Det særlige kendetegn for det barnesyn/ menneskesyn man praktiserer der, er at man ser børn som personer med mange ressourcer og kompetencer. Derfor bliver praksis det afgørende udgangspunkt for det daglige arbejde.

Man dokumenterer dette arbejde for at se hvad børn kan og hvordan man kan støtte deres afsøgning af nye kompetencer. Man anvender det kollegiale samarbejde og teorier til at støtte børns kompetencer og ressourcer, og man tillægger forældresamarbejdet stor betydning.