Liselotte Justesen, billedkunstner & scenograf, børn og unge fra Adventskirkens fritidshjem & ungdomsklub, samt ældre fra ældrecentret Bonderupgård, har i løbet af efteråret arbejdet med en etnografisk metode, som en anderledes kunstproces og etableret kontakt til de ældre på Bonderupgård.
Børnene og de unge har været sammen med de ældre, fotograferet
og interviewet dem om deres liv. Det er der kommet en udstilling ud
af. Og d.14.december var der så fernisering på Vanløse
Kulturstation, hvor man 2 måneder frem kan komme forbi
gallerigangen og se resultaterne. VI har været forbi, nydt den
smukke opsætning, og læst de skønneste interviews, hvor børnene
spørger nysgerrigt til de ældre.
Projektet har primært til formål:
1) at introducere børn og unge fra
Adventskirkens fritidsklub for en anderledes kunstnerisk proces
2) at etablere kontakt og samarbejde mellem
børn og unge fra Adventskirkens fritidsklub og ældre fra
ældrecentret Bonderupgård.
En kort projekt beskrivelse
Projektet er udformet som et foto- & interviews projekt,
hvor de deltagende børn og unge i fællesskab udarbejder en række
spørgsmål, som de stiller til de ældre. Projektet har som
målsætning, at børn og unge undersøger deres forhold til det at
ældes. Det er vores ambition, at børnene og de unge får mulighed
for at arbejde kunstnerisk inden for nogle opstillet rammer og
samtidigt undersøger livets gang og udforsker mødet mellem to
generationer, der efterhånden har mistet kendskabet til hinandens
liv.
Gennem forløbet vil de deltagende børn og unge blive støttet i
udarbejdelse af et koncept, udarbejdelse af spørgsmål og
spørgeteknikker. De vil lære at se, høre og forstå andre menneskers
historier - og med udgangspunkt i disse selv fortælle en
historie.
Projektet arbejder således på tværs af generationer og kulturel
baggrund.
De deltagende børn og unge vil også blive introduceret for
forskellige måder at arbejde med portrætteringer på og forskellige
valg og fravalg i forhold til det at skulle fortælle i billeder.
Desuden vil de blive introduceret til de kunstneriske greb, som
Liselotte Justesen arbejder med i hendes fotoinstallationer.
Undervejs vil de arbejde med kameraet og dets funktioner samt
efterbearbejdningsprocessen i photoshop.