Solen skinnede fra en skyfri himmel mens formand Peter Birch bød velkommen til Årsmødet 2011 med sangen: ”Det er i dag et vejr et solskinsvejr”.
Af Ulla Engholm
Søren Winther, rejsesekretær fra BUPL var vores første
indlægsholder, hvor vi i politiske vendinger blev opfordret til at
løsne lidt på grebet i "Selvejekortet" og opsøge dem der har
indflydelse. Og selvom det var rødderne i selvejemiljøet der i 1915
hjalp familierne til at få deres børn passet og ikke gik for lud og
koldt vand, så er det godt i dag at lave partnerskaber med hinanden
selveje og kommunale miljøer imellem.
Så lad os få mere nærhed med hinanden. VI skal ud med de gode
historier om partnerskaber, i al sin enkelthed skal vi udsende den
gode invitation.
Endvidere fortæller Søren Winther at vi skal skærpe den
pædagogiske profil, gøre brug af civilsamfundet, arbejde med
ledelse og netværk samt bidrage til mangfoldigheden. Som en af
deltagerne udtrykte, "Vi skal synliggøre hvad selveje er og
positionere os i forhold til det offentlige kommunale
landskab".
En anden deltager fortæller, "Vi vil meget gerne arbejde
sammen med det kommunale system, men finder det svært i
strukturen".
Knud Aarup, social og arbejdsmarkedsdirektør i Randers kommer
til efterfølgende og indtager scenen med en energi, der får
tilhørerne til at rette sig op i stolene og le.
Det danske velfærdsamfund er truet siger Knud Aarup og en større
ulighed tegner sig - det går ud over børnene. Matthæuseffekten er i
live: " Til den, der har, til den skal der
gives". Lighed og tillid er truet siger Knud Aarup
videre, mens der rundt omkring bliver nikket. Nej, man skal ikke
bare ha' man må også give, vi må samskabe og sige farvel til
egofesten. Det leder os hen på socialpædagogisk virksomhed, hvor vi
bevæger os ind i frivillighedens sektor.
I vores cafe, der handler om Klods Hans sidder folk i 9 grupper
og er i dialog med hinanden på kryds og tværs af landet. Der er en
summen og aktivitet. Peter Rod, Lektor og udviklingschef på UCC
KLEO har netop sat deltagerne i gang. I rummet står der 9 flipovere
og omkring disse er der sat 9 stole op i en ring. I en af grupperne
sider der folk fra Svendborg, Valby, København, Århus og Haslev.
Alle sidder de og skaber meningsdannelse gennem refleksive
spørgsmål, som Klods Hans har stillet dem.
TRIOfabula kom og viste os hvor langt de var kommet med operaen
"Regnbuebørnene". Der blev spillet, fortalt og ageret.
Forestillingen kan senere købes, hvor TRIOfabula kommer ud og laver
operaen sammen med børn.
Næste dag på repræsentantskabsmødet synger vi Barndommens Land,
hvor Vores formand Peter Birch knytter et par bemærkninger an til
sangen: " Voksne og børn - en sansning i barndommens land, der
vækker en forundring i barnet og barnets evne til at
undres".
Tak til alle fordi I deltog og bibragte til et godt Årsmøde.
Vi ses til årsmøde 2012, 11-12/5-2012. Her på
hjemmesiden kan I downloade indlægsholdernes bidrag.