-når presset på daginstitutionerne øges, er det afgørende at forholde sig realistisk til situationen.
Af Charlotte Biil
Her i foråret var jeg i Andalusien med min søster og børnene. En dag, da vi gik på stranden, blæste det voldsomt op. Der stod nogle meget høje slanke palmetræer, umiddelbart skrøbelige at se på, så lette at knække i et uvejr, kunne man tænke. Men de stod blot og bøjede fint af for blæsten.
På mange måde er vi i selveje miljøet også ude i et stormvejr. Der er voldsomt pres på institutionerne i disse dage: Med kommunale oplæg om store besparelser i Københavns Kommune tvinges vi til i hast at organisere os anderledes end vi nogensinde har gjort før og samtidig sikre os at det holder, at det er bæredygtigt på flere måder.
Der skal både tænkes i økonomisk, ledelsesmæssig og pædagogisk bæredygtighed – ellers holder det ikke. Ikke til et samfund hvor børn skal trives som hele mennesker. Men hvordan sikrer vi så at der, i en presset økonomisk stormvind, kan tages højde for alle disse vigtige sider?
Smidig organisering
Et træ der er stift og ubøjeligt knækker i en storm. På samme måde holder det ikke, hvis man i en situation som den presserende med besparelser gør sig hård og ubøjelig og ikke vil lytte til argumenter. MDI vil gerne tage realistisk udgangspunkt i det foreliggende. Vi protesterer overfor de bebudede spareplaner i Københavns Kommune, samtidig med at vi politisk vurderer, at uanset protester fra forskellige grupperinger vil der komme besparelser på børne- og ungeområdet. Dette på baggrund af et årelangt styringsproblem med overforbrug på området.
Derfor er det også helt afgørende, at vi finder en ny vej i den turbulens, vi står overfor. Og den vej vi har lagt op til er, at daginstitutionerne organiserer sig i forpligtende netværk. En plan kommunen forholder sig imødekommende overfor. Netværksmodellen vil både kunne honorere de krav kommunen har til ny organisationsformer, samt være med til at lette det pres der kommer. Det vil det, fordi vi med denne model selv handler, selv organiserer os på baggrund af værdier i netværkene, der er tæt på hverdagen med børnene, og i en organisationsform der gør det muligt at handle hurtigt og smidigt. I bæredygtige daginstitutionsmiljøer, hvor børn, forældre og pædagoger trives.