-Ny kogebog til daginstitutioner og børnefamilier af gourmetkokken Nikolaj Løngreen, som medvirker på MDI´s årsmøde.
For tre år siden valgte den tidligere Michelinkok Nikolaj Løngreen at skifte rollen som medejer og restauratør ud med den tilsyneladende mere beskedne rolle som køkkenleder på daginstitutionen Marthahjemmet på Nørrebro i København. Siden har den unge kok hver dag affodret ca. 130 tilfredse ’kunder’ i alderen 0-6 år.
Skiftet tog Nikolaj, der selv er familiefar, fordi han brænder for at lave god og sund mad også til børn. Han vil gerne være med til at etablere en god madkultur allerede i barndommen i en tid, hvor der tales meget om madordninger og kvalitet - og tit i en anstrengt tone. Det skal være kærligheden til mad, gode råvarer og sund fornuft, der driver værket, mener Nikolaj, der gerne serverer alt fra sild til selleri ud fra mottoet ”der findes ikke kræsne børn”.
Kærlighed og selleri
De tre års erfaringer som køkkenchef i daginstitutionen er der nu kommet en kogebog ud af. Marthas Måltider er en bog, der retter sig til daginstitutioner og børnefamilier. Den er fuld af opskrifter, der bygger på sund fornuft, retter der er skabt af traditionelle råvarer, som kan fås i ethvert supermarked. Desuden indeholder bogen et kapitel om ernæring, inddragelse af børnene mm., hvor Nikolaj giver gode råd og viser klare holdninger, men uden den løftede pegefinger.
Nikolaj Løngreen: Marthas måltider
Gyldendal, 208 sider, pris: 349,95,- (vejl.)
/ES