MDI´s nye ledergruppe og staben på Enghavevej sætter fokus på visionerne - med barnet og medarbejderne omkring barnet i centrum.

Vi har mange drømme i Menighedernes Daginstitutioner om, hvordan vi kan gøre en forskel for børn og de mennesker, der er tæt på dem i vores selvejende daginstitutioner. Derfor har vi de seneste år arbejdet for en massiv modernisering af sekretariatet særlig omkring vores arbejde med løn og regnskab.

Nu er vi ved at lande med en række nye værktøjer, der skal række ind i fremtidens krav til bæredygtige selvejende daginstitutioner og har et økonomisk sekretariat, der ledelsesmæssigt varetages af økonomichef Hans Henrik Dyhl-Kristoffersen (også kaldet Stoffer) og administrationschef Anders Zorck. Vi ønsker imidlertid også at understøtte en værdimæssig agenda med afsæt i den pædagogiske profession og etablerer derfor et pædagogisk sekretariat under ledelse af medlems- og udviklingschef Jacob Ørum.

Stoffer har en baggrund fra bankverdenen og Danmarks Radio i forskellige økonomiske lederstillinger. Anders Zorck har været ansat i Københavns Kommune i 13 år senest som souschef i distrikt Østerbro, hvor han havde ledelsen af de økonomiske og administrative opgaver i forhold til institutionerne.

Jacob Ørum kommer som chef fra Dansk Røde Kors og senest Hjemløsesagen, hvor han har arbejdet med en række udviklingsprojekter og særlig fokus på mobilisering af frivillige.

Sammen med Charlotte Biil er der derfor nu tale om et solidt ledelsesteam. De skal sammen med medarbejderne i MDI bane vejen for at realisere de drømme og visioner, vi har for MDI, som en organisation, der med barnet, og menneskene omkring barnet, i centrum understøtter de selvejende daginstitutionsmiljøer i Danmark til at yde deres helt særlige bidrag.

Se organisationsplanen her